Jeg føler mig tom indeni. Jeg kan ikke finde et formål med at stå op, så jeg forbliver i trance. Jeg er for tom indeni til at kunne sove; kun dagdrømme kan jeg. Mekanisk får jeg dagen til at fungere – med til hvilken nytte?

Jeg vil finde det træ, hvor jeg kan plukke de sødeste elementer, og fylde min tomhed ud med dem. Men sådan et træ er der selv ikke i paradis. Paradis har alligevel ikke min interesse, for i paradis kan man leve evigt og lykkeligt. Jeg vil ikke leve lykkeligt; lykke er trangen til gentagelse, og det er ikke en trang, jeg føler. Jeg vil heller ikke leve evigt. Hvorfor leve evigt i en verden, der er så grim, at selv de døde ikke gider at oprejse?

Jeg kan stadig ikke helt definere min tomhed. Jeg ved ikke, hvad jeg mangler, og alligevel føler jeg, at jeg mangler alt. Anonymt skriver jeg denne dagbog, da jeg ikke har venner, jeg kan fortælle mine dybeste tanker. Er det en mangel på nære venner, der har skyld i min tomhed? Jeg tror det ikke.

I dag gik jeg ned gennem byen. Gadelygterne lyste skarpt på min blege hud. Jeg trådte alt for hårdt på fortovet, så det gav stød op gennem hele kroppen.
Jeg mødte en eks-kæreste nede i byen. Det var som om, at jeg fik suset tilbage i min mave; men det er forbudt. Er det ikke?
Jeg mener… altså. Jeg har jo en kæreste, som jeg virkelig holder af, selvom at vores forhold ikke er i sin bedste tid.
Det blev mørkere, og månen lyste nu himlen op. Jeg lukkede øjnene og gik videre; jeg stoppede op og åbnede øjnene. Jeg kunne ikke se noget længere, alt var sort. Den mørke tid gav mig tænktetid. Jeg stod nu ude i den mørke nat, og overvejede min kærlighedssituation:
Skal jeg følge suset, eller skal jeg blive, hvor jeg er og finde suset igen?
Jeg lukker øjnene igen…